Profil: Jesper Sørensen
Se Jesper Sørensens malerier her
Det startede i 1998. Og det er heldigvis aldrig stoppet igen. Altså lysten til at kaste sig over næste lærred i håbet om at finde det der helt unikke udtryk, som verden aldrig har set før. Jeg arbejder stadig på sagen...
Jeg er autodidakt kunstner, som har malet ret konstant siden 1998. Mine malerier er oftest meget farverige, med et sprælsk udtryk, hvilket vist hænger meget godt sammen med et ungdommeligt sind. Jeg arbejder med både pensel og spartel – og i mange lag. På den måde får jeg dybdei maleriet. Mit univers er abstrakt, men ofte med en eller flere personer malet ind i det abstrakte. Figurerne kan have et nærmest grafisk udtryk, og kan være med til at fortælle en historie.
Og mange af mine malerier fortæller en historie, som ofte bliver hjulpet på vej af titlen på billedet. Til gengæld er mine titler på de helt abstrakte billeder nok lidt mere ”fluffy”. Her vil jeg hellere, at beskueren ser hvad han/hun har lyst til at se, fremfor at jeg med en titel pejler tankerne i en bestemt retning.
Jeg har svært ved at sætte navn på hvor jeg henter min inspiration… Fra livet! Fra løbeturen. Fra musikken. Fra omgangen med andre mennesker. Og fra en lidt kringlet hjerne, der også har fungeret mange år i reklame- og avisbranchen. Dog er der 4 gutter fra Liverpool, der ofte har optrådt i mine malerier og titler. Jeg har altid været vildt fascineret af The Beatles, og lytter ofte til musikken, mens jeg svinger penslerne. Og ind i mellem har jeg bare lyst til at hylde dem med endnu et skilderi.
Mit atelier er beliggende i privaten, hvor jeg har et rum midt i det hele. Når jeg er midt i maleprocessen, har jeg en indre ro og glæde, som jeg egentlig ikke finder på anden vis. Når det bliver efterår, bruger jeg maleriet til at afværge et eventuelt sortsyn, så jeg i stedet kan glæde mig over de hyggelige timer indendørs, mens regnen pisker ned derude.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det glæder mig hver gang jeg sælger et maleri. Ikke bare på grund af pengene! Men det kan næsten ikke beskrives, hvor god en fornemmelse det er, at kunne skabe noget med hænderne, som andre mennesker har så meget lyst til at kigge på hver dag, at de vil betale for det.
Udvalgte udstillinger:
Galleri Carpe Diem, Viborg
Galleri Art'n'time, FInderup
Galleri Bo, Skagen
Galleri Helco, Hadsund
Galleri Art Expo, Hørning
Galleri Art Corner, Randers
Galleri Brænderigården, Horsens
Pakhuset, Viborg
Desuden diverse udstillinger hos virksomheder, offentlige kontorer m.m.m.