Profil: Line Højmann
L I N E H Ø J M A N N
Mine værker er som oftest abstrakte.
De kredser sig om landskabet – det ydre og indre landskab.
Vertikale og horisontale linjer fra det fysiske landskab vi er omgivet af og de indre landskabers mylder af minder og billeder fra en svunden tid.
I konstant bevægelse.
Indtryk bliver intuitivt omsat til farverige og grafiske fortællinger – en visuel begærlighed til palettens uendelige farvekombinationer – at gradbøje farven til en vifte af uanede nuancer, der som skrigende og florlette toner danser i takt og utakt på lærredet.
Øjet dirigerer ruten – spor slettes – hjertet mærker efter - nye veje opstår.
Jeg maler udsigten fra MIT vindue – naturen, det enestående rum, vi alle er omgivet af. Jeg er fascineret af naturens smukhed, dens kræfter, det at vi er omgivet at noget vi ikke sådan lige har kontrol over/kan styre. At vi kun kan se så langt øjet rækker. Jeg ser maleriet og naturen som en uudtømmelig kilde. De uendelige perspektiver, der er at indfange hele livet.
Mine fortolkninger kan have et strejf af barnagtighed. De trækker spor med sig fra barndommens verden, legende i deres form med gigantiske regndråber, øjne der græder, trekantede bjergtoppe og skygger der falder efter tilfældighedens principper - kompositioner der vækker fantasien og vores indre barn.
Jeg er tiltrukket af livets dualiteter – samspil/modspil – lys/skygge -det grimme/smukke og glæde/smerte etc.
Mine malerier er en sanselig farvesymfoni, hvor kompositionen ofte har genkendelige linjer, mønstre og former fra landskabet.
Intentionen er at sende beskueren til dette frihedens rum, der hvor jeg selv befinder mig, når jeg er i den skabende proces – en rejse udenfor tid og sted, hvor beskueren finder hjem i sig selv.
Fragmenter af landskab. Koloristiske. Drømmende i deres form. Flydende penselstrøg møder stramhedens præcision. Udfordringen at skabe ro i dette spændingsfelt mellem pænhed og vildskab, så værker lever.
• Autodidakt kunstner – 1973
• Jeg er med i 2017 udgaven af bogen 101-kunstnere
• Jeg underviser børn og unge i billedkunst
• Jeg har udstillet i et bredt udsnit af virksomheder og gallerier i DK siden 2003
• Jeg har udstillet i Basel, Maj 2018
• Jeg udfører bestillingsarbejder, så bare sig til!!
• Jeg har udført diverse illustrationsopgaver – bogforside, artikler, logo, plakater