Profil: Louise Hjorth Jespersen

Se Louise Hjorth Jespersens malerier her

Min baggrund er Arkitektskolen i Aarhus og en masse digital erfaring fra arbejde med design og grafik. Jeg opdagede, at jeg foretrækker at have hænderne i materialet, så nu maler jeg i mit studio i Aarhus C.

Jeg maler, fordi det giver en berusende følelse af frihed.

Jeg maler abstrakt, fordi det er det bedste middel til at arbejde med komplekse fortællinger fra en ikke-visuelt tænkende hjerne. Se det som en lang række af associationer (tanker, ord, billeder) der er fastholdt i et øjeblik! Elementer bevæger sig i forskellige retninger, og jeg ønsker at antyde en dynamisk understrøm i kompositionen, der puffer, opløser og afviser statiske og uforandelige elementer.

Jeg maler også ansigter, som er stærkt inspirerede af keramiske skulpturer. De revner og ujævnheder, der opstår i ler og glasurer giver liv og dimensioner, som harmonerer med mit ønske om bevægelse. Jeg skubber til proportionerne og finder stor fornøjelse i at skabe genkendelige former med abstrakte teknikker.

Jeg maler ekspressivt og eksperimenterende. Her er plads til det intuitive, det tilfældige og en bevidst ikke-intellektuel tilgang til motiv og udtryk. Hvert penselstrøg er en ny oplevelse og association, og mulighederne i maleriet er uendelige med farver, teksturer, metoder og værktøjer. Jeg blander oftest farver direkte på lærredet, fordi det er interessant, at se hvad der sker. Af samme grund limer og river jeg tit dele fra papirelementer på og af igen, fordi det giver nogle spændende visuelle overraskelser. Samtidig er det dejligt at give gamle tegninger og glemte bøger nyt liv i en ny sammenhæng.

 

 


Læg i indkøbskurv