Profil: Marianne Laursen
Se Marianne Laursens malerier her
Jeg er uddannet folkeskolelærer og har undervist i billedkunst i mange år. Jeg har løbende deltaget i malerikurser på Lærerhøjskolen. Desuden har jeg malet på Mads Ryes maleskole gennem en lang årrække.
Jeg maler både figurativt og abstrakt. Når jeg maler figurativt, maler jeg med olie. Jeg finder bl.a. motiver fra foto af mit nære miljø samt fra rejser. Jeg søger at vise en stemning, som jeg erindrer ved at se på disse fotos. Jeg inspireres ofte af steder og situationer, som måske ikke umiddelbart er bemærkelsesværdige, men som jeg alligevel synes rummer noget særligt.
Ud over steder og situationer med personer er blomster, bl.a. bananblomster og planter, ofte et tema i mine figurative malerier.
Med mine abstrakte værker eksperimenterer jeg med form, farver og materialer. Jeg maler med olie og / eller akryl og tilfører nogen gange materialer som silkepapir, blæk, kul, farvestifter m.m.
Der kommer ofte figurative elementer ind i mine abstrakte malerier, således at de ikke er helt nonfigurative. Nogle gange i form af mønstre og stiliserede blomster. I nogle malerier prøver jeg at skabe dybde i det abstrakte, men andre gange fokuserer jeg mere på former og farver og i mindre grad på, om der er dybde i maleriet.
Jeg arbejder for det meste således, at jeg er igang med både et figurativt samt et abstrakt maleri. Ofte skal der flere ikke dækkende lag på det abstrakte, og disse lag kan så tørre, mens jeg arbejder på det figurative.
Udstillinger:
Café Pilegården Brønshøj
IT virksomheden Comentor Herlev
Plejecentret Skanselyet Hillerød
Gallopperiet Christiania
Galleri Argentum Kbh. NV
Havnegalleriet Dragør
Ishøj KULTURIUM
Galleri Knud Grothe Charlottenlund
Galleri Pialeh Frederiksberg