Profil: Tina Traberg
Mine collager laver jeg på lærreder, hvorpå jeg limer papir, fotos og andet materiale.
Maler med akryl og giver det hele en gang lak.
Jeg bliver inspireret af sjove motiver, smukke fotografier, gamle dameblade, farver og effekter. Dette bliver til et mix af skæve og finurlige fortællinger og fortolkninger. Det skal være skørt....og vildt.
Fede, friske og farvestrålende collager.
Jeg har lavet billedkunst siden 2011. Arbejder til daglig som sygeplejerske. Bor nord for København, men kommer oprindelig fra Sønderjylland
Kåde, karske og kyndige collager - af Tom Jørgensen
Redaktør af Kunstavisen, bachelor i kunsthistorie og kunstanmelder på Jyllandsposten:
Det bedste ved Tina Trabergs collager er, at man ikke sådan lige bliver færdig med dem. Der er hele tiden nye detaljer, der bryder frem. Nye motiver, der byder sig til. På mange måder minder hendes billeder om storbyens mange afskallede mure, hvor lag på lag af graffiti, iturevne plakater og soden fra tusindvis af biler danner deres eget komplekse mønster og mikroverden.
Forskellen er bare, at det her er Tina Traberg alene, der vælger og vrager blandt mangfoldigheden af synsindtryk. Synsindtryk, som kan være fundet i damemagasiner, ugeblade, fagblade, tegneserier, illustrerede bøger og hvor som helst, hun nu kan finde sine motiver henne.
Kildematerialet er enormt og i sagens natur uudtømmeligt.
Det er imidlertid ikke kun mangfoldigheden af motiver, der gør Tina Trabergs billeder så spændende at betragte. Det er lige så meget stemningen i billedet, der gør det interessant. I modsætning til mange andre kunstnere, hvis billeder ligner hinanden til forveksling, har hver enkelt af Tina Trabergs collager deres helt egen stemning. I én ser vi en kompleks historie fortalt med en kvindes øjne og ud fra en kvindes erfaringsverden. I en anden er vi ovre i et rent maskulint univers fuldt af kåde drengedrømme, fikse biler, motorcykler og fodboldspillere.
I den ene collage dominerer tunge sensuelle røde nuancer, i den anden usentimentale sorte farver. Billederne er smækfyldte med store og underspillede dramaer, med subtile antydninger, fuldblods erotik, sårbarhed, ynde og potente mandetanker. Det er i sandhed en rig palet, Tina Traberg kan byde på, i såvel bogstavelig som overført betydning.
Det skulle være mærkeligt, hvis man ikke blandt hendes billeder skulle finde ét, der spiller på ens egne strenge, swinger med ens egen musikalitet.
Der er simpelthen noget for enhver smag i Tina Trabergs billedunivers.
Udstillinger:
Diakonissestiftelsens hospice Frederiksberg : Marts 2012
Den Censurerede Næstved-udstilling : 15. sept-14. oktober 2012
Herlev Hospitals medarbejder udstilling : Nov-dec 2012
Hillerød Censurerede Forårsudstilling
Frederiksborgcentret : 8. marts-10 marts 2013
Hillerød Censurerede Forårsudstilling
Fortsættelse på Annaborg, Hillerød : 14. marts- 1. april 2013
Med i det årlige opslagsværk
101 kunstnere 2013
af Tom Jørgensen : 2013
Udstilling i Art Danmark
"Gallerierne Hillerød" September 2013
Atelier-Galleri-Showroom
Fra 1/1 2014 - 1/1 2018
Art Nordic 2017 Lokomotiv værkstedet 28. - 30. april
Art Nordic 2018 Lokomotivværkstedet
20/4-22/4 2018
Udstilling på JUC Axelborg
Maj 2018 - august 2019
Åbne værksteder, med Rudersdalkunstnerne
28-29 september 2019
Medarbejderudstilling
Herlev Hospital
November 2019