Profil: Helle Kjærulf
Se Helle Kjærulfs originale malerier til salg her
Jeg er født 7. september 1959.
Jeg er uddannet journalist og har malet siden 2005 og udstillet siden 2008.
Bor og arbejder i Ebeltoft, Boeslum Bakker.
Udstiller på kunstmesser, i kunstforeninger og gallerier.
Er bl.a. med i bogen 101 Kunstnere af Tom Jørgensen, Forlaget JA 2014.
Modtaget undervisning af:
Birger Møller i en årrække (kursus), Aarhus Kunst Akademi.
Ellers autodidakt.
Har udstillet i mange kunstforeninger i Danmark.
Har bl.a. været tilknyttet Galleri Lyrum, Galleri Andersen Art, Espergærde, Hjerm Kunstgalleri, Galleri Bomhuset, Kbh, Art Compaz, Frederiksberg, Galleri Draupner, Silkeborg, Galleri Saltum, Galleri Milo, Rynkeby, Galleri Art for Future, Valby, Galleri Art Corner, Randers.
Helle Kjærulf:
»Jeg maler abstrakt eller non-figurativt på lærred.
Naturen er en evig medspiller i mine billeder. Selv om jeg ikke maler naturalistisk, opstår der ofte landskaber − mentale landskaber. Dem, som jeg kalder mindscapes.
Mine malerier er på en måde som et digt eller musik, en vej mod et udtryk, der til sidst falder på plads og giver mening for mig.
Naturens mangfoldige former, det organiske, det foranderlige og det evige er det, mine billeder udspringer af.
I min maleproces benytter jeg mig i høj grad af akrylfarvens vandige muligheder og blandingsmuligheder. Opbygningen er lag på lag i en harmonisk komposition og ofte med stor transparens.
Jeg arbejder med det meget intuitive og til tider tilfældige princip. Processen fra det hvide lærred til det endelige maleri er hver gang en opdagelsesrejse i en ny verden.«
Fra bogen 101 Kunstner 2014
”Mind Flow” hedder et af Helle Kjærulfs malerier. En ganske passende titel, når man tager i betragtning, hvad det er, hun vil med sin kunst.
Selv om hendes abstrakte billeder godt kan give associationer til strømmende vand, til isformationer, klipper og naturens organiske vækster, er det vigtigt for Helle Kjærulf at understrege, at én bestemt tolkning ikke ligger fast fra hendes side. Tager man det strømmende vand, som de fleste af hendes malerier vækker associationer til, kan man i stedet se det som en slags bevidsthedens strøm. Den kraft, ubevidst af natur, der rinder gennem universet rammende såvel mikroskopiske ting som det store uendelige makrokosmos og, uløseligt forbundet hermed, ens indre jeg. Denne tanke, buddhistisk i sit udspring, giver sig også udslag i mange af Helle Kjærulfs billedtitler, som henviser til zen-buddhismen. Mere en filosofi end en religion handler denne om at filtrere såvel de ydre synsindtryk som hjernens intellektuelle barrierer væk for at nå en umiddelbar, meditativ tilgang til verdens fænomener, ja i sidste instans blive ét med dem.
Ser man på Helle Kjærulfs malerier, opdager man, hvordan energien synes at fortsætte ud over billedrammen. Bevægelsen skyder sig som en flod opad og nedad afbrudt af krydsende bifloder og hist og her en større eller mindre malstrøm af cirkulære krusninger i overfladen. De mange lag af transparent maling forstærker denne effekt af vand og flydende væske og medvirker til at give det ellers flade maleri en tredimensional karakter. Dette forstærkes af næsten fossil-lignende aftryk, som kan ligne gråsorte øer i den evigt flydende vandmasse.
Farven spiller også en meget vigtig rolle i Helle Kjærulfs billedverden. Uden at holde sig til én bestemt kolorit dominerer forskellige blå nuancer hendes malerier. Turkise, himmelblå og ultramarine farver indgår i et dynamisk samspil med glødende orange og mere afdæmpede rustrøde og brunlige nuancer. Ét billede kan være afklaret og meditativt, et andet mere melankolsk, mens andre igen er præget af en frisk og optimistisk energi som en hastigt strømmende bjergkilde.
Måske er det musik, der bedst kan beskrive Helle Kjærulfs malerier. I denne ordløse kunstform er det mere end noget andet det ubevidste og det intuitive, der dominerer. På samme måde bør man betragte billederne. Man skal turde give slip på sig selv og lade sig rive med af strømmen, af energien og det rigt nuancerede net af farver. Kan man ikke lige præcist sætte ord på sine følelser og tanker, gør det ikke så meget. Helle Kjærulfs malerier handler om det ubevidste og intuitive. Vi har det alle i os. Vi skal bare turde give slip.
Tom Jørgensen, redaktør på Kunstavisen, fra bogen 101 Kunstnere 2014.